Hvordan lægger man fliser udendørs?

terrasseterrasse 2

Forberedelse

Når man beslutter sig for at give sig i kast med en ny belægning, om det er en terrasse eller indkørsel, er det vigtig at gøre sig klart, at det ikke er noget, man kommer sovende til.
Mange tror fejlagtigt at det er et spørgsmål om at brede lidt sand eller grus ud, for derefter at slutte af med de sten, som man har valgt.I virkeligheden bruger man ca. 90% af tiden på jordarbejde og bundsikring og kun de sidste 10 % på selve belægningsarbejdet.

Det er derfor vigtigt at huske, at det er de 90%, der gør at din nye terrasse kan nydes mange år fremover og ikke kun til det næste store regnskyl.

For et godt resultat er det afgørende at du graver dybt nok – og nok ud – til det område, som fliserne skal lægges på. Der skal stabiliseres og rettes til, og du skal løbende bruge tid på at måle vinkler, afstande og fald. Derfor er det også en god ide, at bemande sig med det rigtige værktøj og en god portion tålmodighed. Det er vigtigt at terrassen ikke er helt vandret, da regnvandet skal kunne løbe væk fra huset. En god huskeregel er et fald på 1 til 2 cm. pr. løbende meter. Dette skal medtænkes fra start af!

Det her skal du bruge

Trillebør/motorbør

Skovl

Pladevibrator

Afretningsrør

Trækkebræt

Muresnore

Vaterpas

Sikkerhedssko og knæbeskyttere

God tid

Stabilgrus 0-32

Brolæggergrus 0-8

Fugesand

Evt. bundsikringsgrus 

Udgravning/jordsikring

Et godt resultat er afhængigt af forarbejdet, og derfor skal der lægges energi i stabilisering af bunden. Som med alt andet anlægsarbejde, er der brug for et solidt fundament! Til stabiliseringen er det nødvendigt med en pladevibrator, og afhængigt at projektets størrelse, kan det være gavnligt med en minigraver og/eller motorbør.

Den bløde muld graves væk indtil du når råjorden. Det anbefales af lagmænd, at der graves 30 cm ned, så bunden er 30 cm under terrassens niveau (40 cm ved indkørsel), men man kan nøjes med minimum 20 cm. Flisens egen højde skal selvfølgelig tages med i betragtning. Det er vigtigt at alt den bløde muld graves væk, da dine fliser ellers vil rykke sig i løbet af nogle år – og det er ikke meningen.

Der skal graves ud, så gruset kan lægges 15 cm længere ud end terrassens endelige mål/størrelse – på alle sider af terrassen.

Når du kommer ned til råjorden, skal det komprimeres med en pladevibrator. Dette skal gøres for at opnå den nødvendige stabilitet og fasthed. (Hvis du ikke når råjorden inden for en 40-50 cm, skal du kontakte en fagmand, da det i så fald kan kræve ekstra bundsikring).

 

Bund, bære- og afretningslag

Normalt anbefales det at lægge ca. 15 cm stabilgrus (og evt. 10 cm bundsikringsgrus, afhængigt af hvor dybt du har gravet ud). Dette skal vibreres grundigt, så lagene er godt komprimerede og faste.

Husk at det er gruset, som sikrer stabiliteten under dine fliser! Så her skal du ikke holde dig tilbage med pladevibratoren, da du ønsker et så plant og fast resultat som muligt (ved indkørsler med tung trafik, se normer for trafikklasser).

Du slutter af med et lag brolæggergrus 0-8 mm. i en lagtykkelse på mellem 2 og 5 cm. Her skal laget ikke være så komprimeret, og det vibreres kun let.

Til gengæld er det særligt vigtigt med hældningen.

 

Hældningen

Hvis du ikke bruger den nødvendige tid på hældingen, når du lægger brogruset, kommer dine fliser ikke til at ligge plant, og det er det sidste du ønsker!

For at rette brogruset af skal du have fat i pinde, muresnore og nogle (vand)rør/brædder.

Du skal starte med at sætte højden: Afsætningspælene sættes i hvert hjørne af det udgravede området, hvorefter snorene trækkes mellem pælene. Vær sikker på at pælene sidder godt fast, så de ikke rykker eller vælter, når du trækker snorene! Snorene skal være stramme, og sættes i den højde, som den færdige terrasse skal have – dvs. i én flises højde over gruset niveau.

Når du har tjekket at snorene er i vater, markere du pindende, hvorefter du laver et fald på 1 til 2 cm. pr. løbende meter. Du skal selvfølgelig huske at rette faldet væk fra evt. bygninger i nærheden.

 

Træk gruset

afretning

Det er vigtigt at snorenene er vinkelrette, så dine fliser kommer til at ligge lige. Når du har sat dine snore skal gruset trækkes, og her får du brug for (vand)rør. Disse lægges, så du kan få en hel plan overflade. Rørene skal være stabile og ca. 15 mm. i diameter og ligge helt lige, i en flises højde under snoren.

For at sikre en plan overflade tjekker du at rørene er i vatter, inden du trækker gruset. Når rørene er lagt, fylder du efter med brolæggergrus 0-8 mm., så det ligger løst – lidt over rørenes niveau. Du bruger et lige bræt, og trækker det over rørene i en rolig bevægelse.

Når dette er gjort, er du klar til at lægge fliserne.

 

Belægningen og fliserne

Når du lægger dine fliser skal fugerenderne være mellem 2-5 mm. i bredden. Disse standarder er sat, for at sikre at fugesandet kan komme ned i fugerne, forhindre betonkontakt samt sikre tilstrækkelig støtte og kræftoverførsel mellem stenene.

Start med at sætte rettesnore ca. med en 3.4 m. mellemrum, så du lettere kan overholde fugerenderne. Du kan starte med at lægge et par rækker af gangen, og derved tjekke om fugerrenderne overholdes. Læg evt. fliserne med en vinkel på 45 grader, støttende på naboflisen. På denne måde opnår man den ønskede fugerende.

Fliserne skal lægges, så de har en overhøjde på ca 10-15 mm., da afretningslaget allerede er let komprimeret. Efter vibrering skal overhøjden være mellem 5-10 mm.

Når fliserne er lagt fylder du fugerne med sand. Fugerne kan uden problemer opfyldes efter et par uger, når fliserne har sat sig, og det løse sand er væk. Vibrer med pladevibrator.

 

Discalimer

Vejledningen er baseret på Sten & Grus Prøvestenen A/S’ kendskab til bedste praksis for lægning af fliser. Vejledningen afgives  uden ansvar for Sten & Grus Prøvestenen A/S.

Ovenstående skal betragtes som gode råd og tips, og vi anbefaler at man ved enhver tvivl kontakter en fagmand. For rådgivning ang. valg af grusmaterialer og mængder, står vi klar ved telefonen.